Forum Veksø – Borgerlaugets møde med byrådet den 24. september 2025

Så er der igen nyt fra Forum Veksø.

Nu har Forum Veksø, hvor Veksø er repræsenteret ved tre medlemmer af Veksø Borgerlaug, overdraget resultaterne af det forberedende arbejde til byrådet. Det skete ved et møde med hele byrådet den 24. september. Her præsenterede vi de principper, som vi anbefaler skal ligge til grund for den kommende udbygning af Veksø. Overordnet set er det en plan for en udbygning (ca. 130 boliger), som “passer til Veksø” og bevarer byens kvaliteter, – samtidig med at vi prøver at fremtidssikre det offentlige serviceniveau (skole, daginstitutioner, klub-og fritidstilbud) ved at øge antallet af borgere i Veksø.

Hele byrådet tog rigtig godt i mod principperne, som vi har haft stor indflydelse på – alle vores ønsker er faktisk blevet imødekommet. Det er disse principper, som skal danne grundlag for en samlet helhedsplan for området, og hvor den politiske behandling for alvor starter på byrådsmødet den 29. oktober 2025.

Arbejdet er selvfølgelig slet ikke slut endnu, snarere tværtimod, og Veksø Borgerlaug fortsætter naturligvis indsatsen med at holde Egedal Kommune og politikerne fast på, at de konkrete projekter kommer til at være i overensstemmelse med de rammer, som vi nu har fastlagt. Også efter valget, hvor vi håber, at den gode proces fortsætter.

Læs mere på Egedal Kommunes temaside om Forum Veksø og hele det forberedende arbejde, herunder en tidsplan og også selve den “publikation / pakke”, som blev overdraget til politikerne den 24. september. Her er der en beskrivelse af bl.a. en masse mellemregninger og selve principperne.

Referat fra Forum Veksøs workshop den 14. august 2025

Så er der igen nyt fra Forum Veksø, hvor udbygningsplanerne for Veksø Syd drøftes. Den 14. august 2025 blev den anden og sidste workshop afholdt, et positivt møde, hvor vi bl.a. blev enige om en række principper for, hvordan Veksø Syd skal udformes mht. ikke mindst fremtoning, antal boliger samt natur og landskab.

Rådgivergruppen præsenterede deres arbejde og tre scenarier for bebyggelsen i Veksø Syd , – med afsæt i ønsker og idéer fra workshoppen i maj. Scenarierne repræsenterer forskellige tætheder i bebyggelsen og dermed også forskelligt antal boliger samt andel af grønne områder. Også tre muligheder for forbindelser på tværs af S-togbanen blev præsenteret.

De tre scenarier skal forstås som principielle strukturplaner, der alle forholder sig til landskabet, sammenhængen med det eksisterende Veksø By og består af forskellige boligtyper og ejerformer. Scenarierne er således ikke konkrete gennemarbejdede bebyggelsesplaner. Der var enighed om at foretrække “mellemscenariet” med maksimalt op til 160 boliger.

Vi drøftede parkeringsnormer, forbindelser over jernbanen, rekreativ regnvandshåndtering, vejføring til og internt i området, boligantal ift. børnetal i relation til Veksø Skole, ejerforhold og sammenhængen med den eksisterende by. Der blev besluttet en række principper, som vi anbefaler bliver sikret i arbejdet med en kommende udviklingsplan for Veksø Syd, bl.a. kun lav bebyggelse og at området skal fremstå grønt og med grønne rekreative områder.

Administrationen udarbejder nu en samlet ’bog’, der viser processen og resultatet af Forum Veksøs arbejde. Udkastet drøftes d. 16. september 2025, og den endelige udgave præsenteres for byrådet i oktober 2025.

Læs mere i referatet fra workshoppen – herunder de aftalte principper, og se også præsentationen, som var grundlaget for workshoppen.

Begge dele ligger på Egedal Kommunes hjemmeside, siden Forum Veksø.

Referat fra Forum Veksøs workshop den 22. maj 2025

Så er der nyt fra Forum Veksø, hvor udbygningsplanerne for Veksø Syd drøftes. Den 22. maj 2025 blev der afholdt en workshop, hvor der blev gennemgået en analyse af området og drøftet de overordnede greb for hhv. forbindelse til bløde trafikanter, regnvandshåndtering og bebyggelse. Formålet var ikke at træffe konkrete beslutninger, men via drøftelsen af rådgivernes oplæg og skitser at give retning og input til rådgiverne og deres videre arbejde.

En lang række emner blev berørt, bl.a. natur og rekreative områder, boligtyper og antal, trafiksikkerhed, forbindelser til det øvrige Veksø og kapacitet af skole og daginstitutioner.

Læs mere i referatet fra workshoppen, og se også den præsentation, som var grundlaget for workshoppen. Begge dele ligger på Egedal Kommunes hjemmeside.